Hvad er et gensidig testamente?

Et gensidigt testamente er ét dokument, hvor to personer indsætter hinanden som arvinger. Formålet er som regel at sikre, at den længstlevende kan blive boende og opretholde sin økonomi, uden at skulle dele arven med den førstafdødes øvrige arvinger med det samme. Det kaldes også et fælles testamente.

For ugifte samlevende er det gensidige testamente helt afgørende. Efter arveloven arver samlevere nemlig intet efter hinanden – uanset hvor længe I har boet sammen, eller om I har fælles børn. Uden et testamente vil afdødes formue gå til dennes børn eller forældre, og den efterladte partner kan i værste fald stå uden noget. Med et gensidigt testamente kan I sikre hinanden den størst mulige del af arven inden for friarvens grænser.

For ægtefæller fungerer det anderledes, fordi ægtefæller allerede arver hinanden efter loven. Har I fælles børn, arver den længstlevende ægtefælle halvdelen, og børnene den anden halvdel. Et gensidigt testamente bruges her til at flytte mere over til den længstlevende – helt op til, at børnene kun får deres tvangsarv på 1/4 af deres arvelod, mens resten går til ægtefællen.

Reglerne om tvangsarv sætter grænsen. Har I børn, kan I ikke fratage dem deres tvangsarv, som udgør 1/4 af den arv, de ellers ville have ret til. I kan dog i testamentet begrænse hvert barns arv til et beløb på typisk omkring 1,4-1,5 mio. kr. (2024-niveau), så længstlevende får mere. Det resterende – friarven – kan I frit testere til hinanden.

Processen følger samme spor som et almindeligt testamente. I aftaler indholdet, får ofte en advokat til at formulere det, og underskriver det sammen hos notaren ved byretten, hvor det registreres centralt. Et vigtigt punkt at tage stilling til er, hvad der skal ske med arven, når også den længstlevende dør – skal den deles ligeligt mellem begges børn, eller fordeles på en bestemt måde?

Et gensidigt testamente kan gøres uigenkaldeligt eller ændres frit af den længstlevende. Hvis I aftaler, at det ikke kan ændres efter den førstes død, beskytter det for eksempel begges særbørn mod at blive skrevet ud senere. Hvis det kan ændres frit, har den længstlevende fuld råderet. Dette valg er en af de vigtigste beslutninger i et gensidigt testamente.

En klassisk faldgrube opstår ved sammenbragte familier. Hvis den længstlevende frit kan ændre testamentet, kan den førstafdødes særbørn risikere at blive udelukket. En anden faldgrube er at glemme at tage stilling til fordelingen ved længstlevendes død, hvilket kan udløse strid mellem stedsøskende. Endelig bør samlevende være opmærksomme på, at et gensidigt testamente ikke giver samme skattefordel som ægteskab.

Et gensidigt testamente er stort set uundværligt for ugifte samlevende, der vil sikre hinanden. Uden det arver din partner ingenting, og det gælder også, selvom I har boet sammen i mange år og har fælles børn. Det er den vigtigste enkeltårsag til, at samlevere opretter testamente.

For ægtefæller er et gensidigt testamente relevant, hvis I vil sikre, at den længstlevende kan blive boende og opretholde sin levestandard – især hvis I har sammenbragte børn, hvor en uklar fordeling let fører til konflikt. Det er også relevant, hvis I vil styre, hvordan arven fordeles, når begge er gået bort.

Har I ingen børn og er gift, arver den længstlevende ægtefælle alt efter loven, og behovet er mindre. Men selv her kan et testamente være nyttigt for at bestemme, hvem der skal arve efter længstlevende. Er I i tvivl om jeres situation, bør I få en advokat til at vurdere, hvad der passer bedst.